Hvem står bag socialansvar?
Bag virksomheden står tre ildsjæle med lang erfaring inden for socialområdet. De tre stiftere er drevet af et ønske om at sætte forebyggelse og social ansvarlighed forrest i hjælpen til udsatte og sårbare borgere.
Hirou Bayazidi
Hirou Bayazidi er udover at være adm. direktør i SocialAnsvar også socialchef i Fonden Semai og uddannet socialrådgiver. Hun kender derfor socialområdet indgående fra både borgerens og kommunernes perspektiv. Blandt andet fra ansættelser i Aalborg Kommune, hvorfra hun har erfaring med misbrugsområdet og visitation af borgere til sociale tilbud.
”Vi har stiftet SocialAnsvar, fordi forebyggelse skal have et langt mere centralt fokus i de sociale indsatser. Det betyder, at indsatserne skal være både helhedsorienterede og tværfaglige. Vi skal finde løsninger, for borgerne må ikke falde ned mellem to stole, fordi paragrafferne ikke passer til borgernes behov,” siger Hirou Bayazidi.
Thomas Kudahl
Thomas Kudahl har mere end 25 års erfaring inden for socialt arbejde. Han er blandt andet stifter af EKKOfonden, der var et af landets største ikke-offentlige sociale tilbud, inden fonden frasolgte de sociale tilbud. I dag er EKKOfonden en specialiseret rådgivningsvirksomhed inden for socialområdet.
”Flere og flere borgere mistrives samtidig med, at udgifterne til socialområdet er steget markant. Derfor er det tid til at udvikle nye løsninger i velfærdssamfundet, hvor vi investerer i, at de sociale indsatser bliver langt mere bæredygtige. Det handler både om at hjælpe borgerne på deres egne præmisser men også om at skabe et holdbart velfærdssamfund i fremtiden. Derfor har vi stiftet SocialAnsvar,” siger Thomas Kudahl.
Mathias Caland
Mathias Caland er uddannet pædagog og har erfaring som leder for både kommunale og ikke-offentlige sociale tilbud. Som forstander for Fonden Semai kender Mathias Caland behovet for en helhedsorienteret og tværfaglig indsats.
”Vi tror på, at borgerne rummer en lang række ressourcer, som vi gennem en helhedsorienteret indsats kan hjælpe dem med at finde frem til og bruge. Med virksomheden SocialAnsvar kan vi sætte endnu mere fokus på forebyggelsen til gavn for både borgere og kommuner,” siger Mathias Caland.